Hjem til det kolde nord.

Torsdag d. 28.3.2013.
Vækkeuret ringede kl. 4.30, da vi ville blive afhentet kl. 6, så vi kunne nå vores fly til Hamburg kl. 8.55. Vi følte os ikke helt morgenfriske, efter et par hæsblæsende dage i Dubai. Vi fik lige et par stykker toastbrød og en kop the i restauranten, inden vores bil kom med den korrekte og fåmælte chauffør fra Arabien Adventures. I morgenrødens lys over Dubai, gik det mod lufthavnen, hvor vi hurtigt fik checket ind, og fandt vores gate. Så gik starten med Boing 777-300 ud over det arabiske hav i solskin og kursen nordover blev sat. Som de andre gange, hvor vi har fløjet med Emiraterne, er der ret kold i cabinen. Vi fik serveret noget morgenmad med Lurpak smør. Flere steder i Dubai, havde vi set nogle kæmpestore reklamer for Lurpak smør på nogle busholdepladser.
Under frokosten fløj vi hen over de snedækkede marker i Moldavien. Da vi fløj over Ukraine, så det ud til, at de havde endnu mere sne på markerne. Det er vist ikke så mærkeligt, at det endnu er så koldt i Danmark. Og turen fortsatte til Hamburg med snedækkede marker hele vejen, der langt nede under flyet.
Vi blev lukket ud i Hamburg til gråvejr og en bitter kold vind. Bilen fandt vi hurtigt, den kunne starte efter en måneds ventetid på den kolde parkeringsplads, og det gik mod påske i Danmark efter en fantastisk ferie til Malaysia og Dubai.
Nogen har spurgt os, om det ikke var frygteligt varmt i Malaysia. Nej det var dejligt varmt i Malaysia og det er frygteligt koldt i Danmark!

Dubai dag 2, - Grethes fødselsdag

Onsdag d. 27.3.2013.
Fødselsdagen kom med solskin. Efter morgenmaden tog vi en taxa ud til det 828 meter høje Burj Khalifa, hvor vi havde reserveret billetter op til toppen til kl. 10.00. Næsten en kilometer står tårnet strunkt op i himlen på sin trekantede fod. Vi var i god tid, og så os lidt rundt i Mall of Dubai, hvorfra der er adgang til tårnet. Vi kom også udenfor, hvor vi måtte lægge nakken langt tilbage, for at se toppen næsten en kilometer oppe i den blå himmel, i den dejlige friske morgen.

Da det blev vores tur til at tage til himmels, steg vi på knapt et minut med elevatoren de 124 etager op til 452 meters højde og kom ud på en platform, hvorfra der var en storslået udsigt ud over byen. Det var fantastisk at se ned på byens mange højhuse, der lå som små små byggeklodser langt nede mellem de mange motorveje. Ude i det fjerne kunne vi se Sejlet. Vi så os mætte på det hele, og Niels fik taget en masse billeder, inden vi igen tog elevatoren ned.


På vej igennem Mall of Dubai kom vi igennem den største boghandel, som vi nogensinde har oplevet. Den var så kæmpestor, at der næsten skulle bruges et landkort, for at finde de forskellige afdelinger.
Vi skulle videre med metroen til Mall of Emirates. Fra tårnet havde vi langt nede set den overdækkede gang, der førte over til metrostationen. Niels mente, at hvis de levede op til standarden, burde der være rullende fortove i denne lange overdækkede gang. Da vi kom ud i gangen, kunne vi konstatere, at der var rullende fortove. Så gennem en gang på næsten en kilometer, skiftede vi fra det ene rullende fortov til det andet. Gangen lå et stykke over jorden, og vi stod blot stille på hvert fortov og nød den flotte udsigt, til de mange skyskrabere, der rullede forbi. Et sted var der en stor rundkørsel med animeret springvand både i midten og rundt omkring, det er måske her bilerne får vasket ørkenstøvet af?

Med hjælp fra en lokal soldat, fik vi købt to billetter, og så kørte vi østpå med metroen hævet over omgivelserne på stolper. Ved Mall of Emirates hoppede vi af, og gik ind og så på herlighederne.

Denne Mall er bygget i gammel stil, med store kupler i loftet, rækværk med søjler, og nogle af forretningerne, der ligner gamle huse. I denne Mall ligger der også en skibakke, og Udenfor skibakken lå en cafe, der var lavet i rustik alpestil med kampestensvægge og en stor pejs med kunstig ild. Inde i skiområdet gik der både en stolelift og en tallerkenlift op til toppen, hvorfra man kan løbe ned i mere eller mindre perfekt slalomstil. Der var også en bobslædebane, hvor børnene stod i kø, for at få en tur ned. Hele udstyret kan lejes, nogle børn var meget optaget af deres vanter, og en burkaklædte kvinde havde fået en lang blå dynefrakke over hendes sorte burka, det så ret specielt ud.
Mall of Emirates ligger i flere etage, og der er alle slags butikker fra Claridge til Color of Beneton til Gucci. Så der var meget at se på.Efter noget sen frokost på en lille cafe, gik det tilbage til metroen. Da vi havde skiftet til en anden linje, gik der kludder i vores stoppesteder, så det endte med, at vi måtte tage en taxa det sidste stykke.
Selv om vi har været meget rundt til forskellige aktiviteter idag, har vi ikke været meget ude i den friske luft, men vi har da både set noget sne og nogle skiløbere. Måske er det fordi at vi har hjemve, at vi gik ned for at se dette.

Grethes fødselsdagsmiddag

Efter et lille hvil ventede der en taxa på os kl. 17. Den skulle køre os ca 70 km sydpå gennem ørkenen til Al Bab Shams Resort, hvor vi skulle have fødselsdagsmiddag. Et langt stykke ud af byen var der bygget højhuse, men de fleste af dem stod entet tomme eller ufærdige. Krisen havde været forbi, så byggedrømmene var ikke blevet opfyldt. Vi kørte ad en motorvej, der var oplyst, og den var næsten det eneste, der var helt færdig i området. I nærheden af byen var der nogle steder 7 vejbaner, men da vi kom ud i ørkenen var der dog kun 2 vejbaner. Et stykke ude passerede vi en lang kamelracerbane.
Hotellet ligger som en oase midt i ørkenen, og er bygget så det ligner en lerklinet borg i samme brunlige farve som ørkenen. Vi startede med at gå rundt og se lidt på hotellets faciliteter. Det var meget charmerende indrettet i 1001 nats stil med små hyggelige kroge med hynder betrukket med stribet beduinstof, udstoppede kameler, kobberpotter, lanterner og masser af fugle sang fra de palmer, der stod overalt.

Ude i ørkenen, på den anden side af swimmingpoolen, var en falkoner ved at vise, hvad hans falk kunne, medens nogle kameler red lidt rundt med nogle af gæsterne.
Vi kom ud i ørkenen og fulgte en sti ned til restauranten Al Hadmeera, medens solen gik ned ude over ørkenklitterne bag hotellets sidste palmer før ørkenen.

Restauranten var endnu mere 1001 stil end hotellet var. Ved indgangen var en række af røde persiske tæpper lagt ud over sandet på en sti, mellem nogle småboder og udstillinger af frugter og grønsager m.m. Langs stien stod der lanterner, og der var nogle siddepladser med beduinpuder.

En dame førte os igennem buffetområdet, hvor der var dekoreret med sække med forskellige ris, bønner, dadler m.m. Lanterner, vognhjul, bjælker og meget andet fuldendte billedet af en arabisk souk. Ad det tæppebelagte sand, blev vi ført frem til vores bord nede ved scenen. Bordet var dækket med rødstribet beduinstof og en lanterne. En tjener i traditionel dragt præsentere sig og sagde, at han var til vores rådighed. Hurtigt kom han med syv små skåle med forskellige arabiske dyppelser m.m. og noget brød. En flaske rødvin kom på bordet, fuldmånen krøb op bag ørkenkanten, og så var stemningen på plads.
De små retter smagte rigtig godt, og da vi havde nippet til disse forretter, gik vi op for at forsyne os ved deres buffet. Der var mange spændende ting, grill med fisk, rejer, lammekød, kyllingekød og oksekød. Spændende brød og salater. Arabiske sammenkogte retter. Små fyldte piroler, salater, supper og meget andet. Et bord formet som en kærre bugnede med desserter, kager og frugt, og isvafler blev lavet til dem, der ikke kunne finde på andet. Selvfølgelig spiste vi for meget.

Der sad vi så midt i ørkenen under stjernehimmelen med fuldmånen, der langsomt hævede sig op, medens den kølige ørkenvind kom ind over. Hvis det blev for køligt, kunne vi varme os ved et stort bål, og en vandpibe var også til rådighed. Medens vi spiste, spillede tre mænd traditionel arabisk musik på trommer, keyboard og violin.
Da vi var ved at være færdige med at spise, kom en mand og dansede. Han havde en lang nederdel på, som han kunne få til at flyve op som en cirkel, ved at han blev ved at snurre om sig selv. Flere gange tog han den op over hovedet, medens han stadig snurrer med den, og indlagt lys havde den også, så den på et tidspunkt lignede et lysende hjul. Pludselig snurrede han den helt af, og lavede en bylt, der lignede en baby.

Showet fortsatte med en flok på ca ti kameler gik forbi på en skråning oppe bag scenen, efterfulgt af ca 10 heste, der kom galoperende med fakler og sloges med sværd, og så kom der pludselig en stor flok geder gående forbi.
Så var der mavedans, og optræden med to dansede piger og en mand, der trommede til. Orkestermedlemmerne kunne også synge og spille på den traditionelle beduintromme.

Ved siden af spiseområdet lå der en stor plads, med tæpper bredt ud over hele sandområdet. Hele vejen rundt om pladsen var der lavet små tablouer, der illustrerede livet i området. Kvinder, der arbejde med køkkenforberedelser, fiskere, der arbejde med garn, pottemageren, snedkeren, ja et lille bederum var der også. Igen kunne man ride på kameler og heste, man kunne få lavet hennamønster på hænderne, falkoneren stod der med sin falk og meget andet.
Sidste på aftenen fandt vi vores taxa, og kørte tilbage ad den øde belyste vej gennem ørkenen. En mindeværdig sidste aften, som afslutning på en månedlang rejse gennem utrolig mange oplevelser, var slut.
Tilbage på hotellet fik vi pakket kuffert for sidste gang, efter at vi havde skiftet overnatningssted syv gange på denne ferie.

Dubai dag 1

Tirsdag d. 26.3.2013.
Der var sol og flot blå himmel fra morgenstunden. Vi fik hurtig noget morgenmad, inden en minibus kom og hentede os kl. 7.55 til byrundturen "City of Merchants", en tur gennem det traditionelle Dubai. Vi blev gennem de morgenstille gader kørt ned til et samlingssted, hvor vi mødtes med nogen fra flere fra andre hoteller, og en tjekkisk guide Jolanta.
Turen fortsatte i en stor bus, først ad brede boulevarder forbi de mange højhuse, der er bygget meget fantasifuldt og kreativt. Langs vejene, ved rundkørsler og andre steder var der flotte blomsterbede i mange farver med græs imellem. Da vi så nærmere på det, var der vandingsanlæg i alle bedene. Ellers kan de nok ikke holde det så frodigt, med den smule regn, som de får her. Guiden fortalte, at områdets vand kom fra afsaltet havvand, vand til vanding var genbrugsvand.I det fjerne mellem alle højhusene strakte det 828 meter høje tårn Burj Khalifa sig mod himlen.
Første stop var Burj Al Arab eller Sejlet, der er et af verdens dyreste hoteller og har syv stjerner. Det var fra dette hotel, at Stein Bagger forsvandt, da hans imperium faldt sammen.
Så gik turen videre ad en vej langs vandet. På begge sider lå der store villaer bag høje mure. I dette område er det kun de lokale indbyggere, der kan købe fast ejendom. Flere var indrettet som forskellige klinikker, især tandklinikker var der mange af. Enten har de meget dårlige tænder her på egnen, eller også er det et populært mål for udlændinge at få behandlet deres tænder.
Så var der stop ved Malis Ghorfat. Det var et lille sommerhus, der var bygget af den lokale hersker, før Dubai tog fart på i 60-erne med deres olie. Da det blev bygget, var der ganske øde rundt om det, og frit udsyn til havet. Nu ligger der store villaer tæt rundt om. Det er nu indrettet som et lille fint museum, hvor man kan se, hvorledes haven blev vandet via nogle vandingskanaler fra en brønd. Huset står, som det var, med en meget enkel, men fin og charmerende, indretning, den lokale hersker var ikke en rig mand, som nutidens sheik i Dubai.

Herfra gik turen videre til den store lyserøde Jumeirah Mosgue, hvor vi gik rundt om den. Alt her i Dubai er jo bygget indenfor de seneste årtier, der er ikke meget, der er lige så gammelt som os.

Bussen kørte forbi det enorme Zabeel Palace, hvor den lokale sheik bor. Vi passerede også fætterens palads og kronprinsens palads. Kronprinsen er endnu ugift, andre vælger en kone til ham, det skal være en rig pige med en stor formue, som kan tilføres de lokale rigdomme. Omkring disse paladser var der flotte bede med farverige blomster og grønne plæner, alt med tilkoblet vandingsanlæg. Gartnere gik og klippede og rev overalt.

Så gik det videre til Bastakiya historical and art distrikt, hvor de gamle huse er bygget med vindtårne, der tidligere fungerede som aircondition. Nu er der forskellige officielle kontorer og småmuseer i de fleste af husene. Derfor kan man gå rundt og se dem, også indvendig.
Så var det tid til at se Dubai Museum, der fortæller om Dubais historie, bl.a via en række tablouer. Den moderne historie startede i tresserne, hvor der blev fundet olie. Nu er olie ved at være væk. I stedet for satser Dubai på turisme og handel. Museet er indrettet i et gammelt fort.

Dagens sidste program var en sejltur på Dubai Creek ombord på en abra, der er en gammel vandtaxa. Vi blev kørt ned til færgestedet og sejlet over til krydderi- og guldmarkedet i souken på den anden side. Vi havde købt de nødvendige krydderier i Malaysia, så det blev til en gåtur gennem området, inden guiden førte os om til guldmarkedet. Her så vi verden største diamantring i et guldsmedevindue.

Guld skulle vi heller ikke have, så vi nøjedes med at se på varerne. Så var en fin byrundtur ved at være slut, og bussen kørte os tilbage til hotellet.

Da det blev aften skulle vi på sejltur på Dubai Creek med en traditionel dhow med spisning om bord. Vi blev hentet kl. 19.00, og blev sat af nede ved vandet ved en illumineret dhow. Her blev vi sendt ovenpå, og fandt et bord ude agter. Der var kun enkelte andre vesterlændinge, ellers så det ud til at være mange lokale. Et par tjenere styrede buffeten, således at kun et bord ad gangen kom op til buffeten. Det var nok godt nok, for der var ikke megen køkultur efter dansk norm. Der var masser af arabisk mad, både med fisk, lam og kylling. Hertil blev serveret cola, Fanta og vand. Medens vi spiste, var der en sangerinde, der underholdt på både under- og overdækket. Der var en fjernsynsskærm, så vi kunne følge med i, hvad der skete på underdækket.
Vi fik også et eksempel på deres anderledes kultur, da dem fra underdækket kom op for at få mad. De satte sig, hvor der var et ledigt bordhjørne og en ledig stol, der blev ikke spurgt om lov, så vores bord blev invaderet af en yngre mor med flere tallerkner og glas. Så selv om vi var i fuld gang med at spise, og sad ved et lille tomandsbord, skubbere hun blot vore tallerkner væk, så hun kunne få plads til sine ting, og hældte desuden noget sovs ud over bordet. Samtidig med dette, dirigerede hun resten af familien til nogle pladser i nærheden. Efter kort tid havde hun fået samlet alle ved bordet ved siden af. De tre unge mænd, der sad der, var skyndsomt fortrukket.
Da alle havde fået mad, gik de fleste nedenunder, og så gik dansen. Efterhånden havde en mandlig sanger taget over på underdækket med Arabiens vemodige sange. Det gav reaktion fra en masse mænd, der sprang op og dansede med viftede hænder og klappen, alt medens de sang med af hjertens lyst. Kun enkelte damer dansede. På et tidspunkt var der dog ren damedans. Der var virkelig fest og glade dage, - og så var det alkoholfri. Overdækket var næsten tømt for folk, og på underdækket sad de som sild i en tønde, hvis ikke de sprang rundt i dansen med viftede hænder. Al denne fest og glæde på cola og fanta. Og så sejlede vi op og ned ad creeken mellem flere andre illumineret dhows. Der var ca 200 med båden, og der var feststemning ombord, som de gamle spritbåde i Sønderborg ikke kunne gøre bedre. Da klokken nærmede sig 23 lagde vi til kaj, og gik fra borde. Et par gråhårede mænd havde ikke helt danset færdig, de tog de sidste dansetrin hen ad kajen til nogle falske strofer.

Farvel Malaysia.

Mandag d. 25.3.2013.
Dagen idag er der, hvor vi forlader det varme land, hvor vi nu har været siden 26. februar. Landet med de mange smil, der har en hibiscus som nationalblomst, en næsehornsfugl som nationalfugl og tre store religioner forenet i et stort ettal, der ses overalt som symbol på, at det er een nation. Mange spændende oplevelser er det blevet til, og mange søde mennesker har hjulpet med til, at det har været meget nemt og fantastisk at rejse rundt her.
Vi havde endnu god plads i kufferterne, da vi måtte have 30 kg indchecket bagage og 7 kg håndbagage med, så vi kiggede lige indenfor i en kinesisk thebutik, hvor vi startede med at få tilbudt en kop the, og inden længe var vi bænket på nogle taburetter ved et lille bord, hvor indehaveren var i fuld gang med thebrygning af forskellige slags the, som vi skulle smage. Det endte med, at vi måtte have et par dåser the med hjem.
Derefter var vi forbi en lille vekselbod, hvor de sidste ringit blev vekslet til euro, som tegn på, at nu begynder turen vest og nordover mod koldere egne. Niels så lige at der var 24 grader i Dubai.
I lufthavnen kom vi ombord i vores fly, den kæmpestore Boing A380-800 til ca 500 passagerer, heraf en del burkaklædte kvinder. Niels vandrede lidt rundt i flyet, for at se, om de tog burkaen af, medens de sov. Men han har endnu ikke fundet ud af, hvorledes de klarer paskontrollen. Efter 7 timers flyvning landede vi i Dubai. Da vi kom ud af lufthavnen, holdt der en hvid Rolls Royce uden for ankomsthallen med en hvidklædt chauffør, selv om Niels trak mod den, var der ingen reaktion fra chaufføren. Vi måtte nøjes med en Toyota van. Vi fik checket ind på hotellet ved 01.00 tiden lokaltid, og gik straks i seng i hver vores kæmpestore seng, og med en revolver hængende i guldramme på væggen.

Den sidste abe til Ludvig

Det er smart, at man kan klø sig i øret med storetåen.

En søndag med hinduer.

Søndag d. 24.3.2013
Dagen startede med fin solskin og vi blev under morgenmaden enige om at tage ud til Batu Caves, der ligger nord for Kuala Lumpur. Grotterne, der er nogle kæmpestore limstensgrotter, blev opdaget i 1878. Grotterne er idag en kendt hinduhelligdom med adskillige templer. Der er 272 trin op til de første templer og yderlig 20 trin op til det inderste og mest hellige tempel. I den fugtige tropevarme er det noget af en bedrift at forcere alle disse trappetrin.


Sveden løb også af de fleste, og Grethe følte da også, at der ikke er behov for trappetræning de næste par dage.
Grotten er 180 meter dyb, og der er flere huller i toppen, hvor der kan komme lys ned igennem. På vej op er der meget underholdning af de mange aber, der holder til i området. De løber og springer rundt i jagt på noget spiseligt, som de mange indere og turister har efterladt. Nogle havde også mad med op til aberne.


Der var vældig gang i templerne, hvor braminerne havde travlt med at velsigne alle de besøgende. Mange havde deres små børn til templet, som forinden var blevet kronraget og indsmurt i gurkemeje.


Neden for trappen var der under nogle baldakiner dækket op til et større bryllupsselskab, hvor de sad ved lange borde og spiste. Brudeparret sad oppe ved enden i nogle fine guldstole. En fint pyntet BMW ventede udenfor.
Rundt langs foden af klippen var der masser af boder med de traditionelle ting, som altid ses ved hindutempler: bl.a. kokosnødder, bananer, små olielamper, små gudefigurer, armbånd og meget andet.

Koloniherrernes spor i Melaka.

Lørdag d. 23.3.2013
Idag skulle vi på udflugt til Melaka, og efter et par togskift, fandt vi vores bus, og snart gik det mod Melaka ud ad motorvejen til Singapore. Vi kørte igennem nogle enormt store palmeplantager. Da vi for 30 år siden fløj fra Kuala Lumpur til Singapore, lagde vi også mærke til disse store palmeplantager.
På Melakas busstation var der en mængde småbutikker, der solgte alverdens ting. Et sted midt i det hele lå folk på nogle bårer. Om de fik tappet blod eller fyldt blod på, kunne vi ikke se, men en af delene var de i gang med.


På vej ind til centrum paserede vi den gamle kinesiske kirkegård med ca. 12.000 grave, nogle af dem er dateret tilbage til Ming dynastiet. Vi stoppede ved Den røde plads, der hedder sådan, fordi de smukke gamle bygninger på pladsen, som er opført af koloniherrerne, er malet røde.
Melaka har en stor og spændende fortid for alverdens søfarende på grund af den stratetiske beliggenhed ved Melakkastrædet. Portugiserne, hollænderne og briterne har på skift haft magten i byen, og har på hver deres måde sat et præg. Under anden verdenskrig var det japanerne, der sad på magten.
På toppen af St. Paul's Hill ligger ruinerne af St. Paul's Church, hvor Francis Xavier lå begravet i syv måneder, efter at han var død i Kina. Derefter blev han overført til Goa i Indien, hvor vi har besøgt hans gravsted.
Vi startede med at tage en sejltur på Malacca River forbi de gamle kineserkvarterer.


På en bropille under en af broerne lå der en varan på ca. en meters længde. Efter et lille besøg på et toldmuseum med bl.a. forskellige smuglervarer, gik vi om til et meget spændende privat museum: Baba Nyonya Heritage Museum, det ligger i et peranakan bybus fra 1896. Det har været i flere generationers eje, indtil det blev lavet til museum. Peranakan er betegnelsen for de første kinesere, der kom til Malakastrædet. Arkitekturen er beskrevet som kinesisk barok, og er en blanding af kinesisk, victoriansk og hollandsk stil. Der var mange fine ting i huset, og rundviseren var fin til at fortælle om effekterne, datidens skikke og familiens liv i huset. Virkeligt et besøg værd.


Sidst på dagen, inden vi skulle med bussen hjem, var energien ved at være brugt op, så vi fik lidt at spise, inden vi tog en taxa ud til busstationen og fandt vores bus tilbage til Kuala Lumpur. Vi var tilbage ved hotellet ved 22-tiden godt trætte efter en lang dag.
Mange steder står der et specielt ettal, der er dekoreret med Malaysias flag. Vi har undret os over, hvad det betød. Medens vi ventede på toget, snakkede vi lidt med en ung pige. Hun forklarede, at det var et symbol på den kulturelle enhed, som Malaysia ønsker at være, på trods af, at der er så mange forskellige kulturer og folkeslag i Malaysia.

Kinesisk medicin i Kuala Lumpur

Fredag d. 22.3.2013
Dagen idag skulle vi forlade Borneo. Værten kørte os i lufthavnen og ønskede os fortsat god rejse. Der var spredte skyer ud over havet, hvor der lå nogle små tropeøer spredt ud. De så meget fine ud med en bræmme sand rundt om den grønne jungle. Efter kortet så det ud som om de hørte til Indonesien.
I Kuala Lumpur fandt vi en Skybus, og kom med den ind til hotel Geo, hvor vi hurtigt blev indlogeret. Det var tredje gang, at vi checkede ind her. Derefter gik til Chinatown for at købe lidt ind.
På hjemvejen faldt vi ind i et kinesisk apotek. På disken var de ved at pakke nogle urter, som apotekerdamen forklarede var efter recept. Det må være en kreativ opgave at skrive recepter her.
Værten i Kuching havde fortalt, at hans mor havde forhøjet blodtryk og for højt kolesterol, men det var faldet til et pænt niveau, da hun begyndte at drikke noget specielt the. Vi spurgte, om de havde noget the mod forhøjet kolesterol. De havde to slags. Det ene, der var tørrede ginsingblomster, var godt for både forhøjet blodtryk og for højt kolesterol. Det andet var kun godt for forhøjet kolesterol. Hun ville også gerne sælge os en pose med nogle blandede urter, der skulle laves til en suppe, det var simpelthen godt for utrolig mange ting, bl.a. hukommelse. Det overvejede vi lidt på. Men vidundermidlet over alle var dog ginsing, som hun tilsyneladende var stor fan af.

The Beach.

Torsdag d. 21.3.2013
Det var en fin morgen, og vi var enige om, at vi ville tage en slapperdag på stranden. Vi tog igen en bus ud til Permai Rainforest Resort, hvor vi gik op forbi deres trætophuse og kom til en lille strand mellem nogle store sten. Der var ingen andre, og vi havde den for os selv hele dagen.


Niels døbte den straks "The Beach".

I dagens Politikken stod vejrudsigten i Danmark til minus 2 grader og sne og snebyger (hvad så forskellen er).
På Borneo på 1 gr. 45' breddegrad står den på følgende: Skyfri blå himmel, et blå hav, bølger der langsomt skyller ind, fiskerbåde der ligger ude på horisonten, en kølig brise fra junglen kommer ud under de skyggefulde træer ved kanten af stranden, en fugl der synger som en tlf. der ringer, cikadernes lyd inde fra junglen, hvor slanger, aber og fugle lever deres skjulte liv, store sandsten med huller slidt af vind og vejr og smidt tilfældigt i kanten af den lille strand med det gule sand. Ja dagen blev nydt under disse herlige forhold.


Da det blev aften, tog vi en taxa ind til havnepromenaden hvor vi fik noget lækkert mad på restaurant James Broke, medens mørket sænkede sig over floden, hvor småbåde sejlede forbi. James Broke var den første hvide Rajah her i Kuching.
Dagen sluttede med en slentretur langs promenaden, hvor mange lokale også gik en aftentur.
I morgen går det igen nordpå, til Kuala Lumpur. Men det er ikke uden en vis ængstelse, at vi om en uge skal have skåret ca. 35 grader af udetemperaturen.

Location:Jalan Tabuan,Kuching,Malaysia

Frokost med sortmaskede aber.

Onsdag d. 20.3.2013
Vi vågnede til fint vejr til en stranddag, hvor vi tog shuttlebussen ud til Damei strand, hvor vi blev sat af ved Permei Reinforest Resort. Nede på stranden lagde vi os mellem nogle store sten under nogle skyggefulde træer, hvor små gul/grønne og sort/hvide sunbirds hoppede rundt og fangede insekter. Der var en frisk og behagelig morgenbrise på stranden, så vi nød strandlivet hele formiddagen, her ved Det Sydkinesiske Hav. På et tidspunkt fik vi øje på nogle trætoppe et stykke ude ad stranden, der svajede meget. Det var en flok sortmaskede aber, eller silver leaf monkeys, som de hedder, sad rundt i træet og på stenene og spiste blade.





Et højt junglebeklædt bjerg rejste sig bag stranden. Over middag begyndte nogle skyer at samle sig omkring toppen, men vi havde fortsat sol nede på stranden.
Da strandlivet var blevet nok, gik vi op på resortets cafe og fik noget frokost. Medens vi spiste, var der pludselig en flok sortmaskede aber i trætoppene lige uden for cafeens terrasse. De ville også have frokost, deres bestilling var træets blade. Det var flot at sidde så tæt på dem og se hvorledes deres sort / grå pels skinnende i solen.
Medens det gik hjemover, kunne vi se, at det blev mørkere og mørkere inde over Kuching. Snart kom der en forrygende troperegnbyge, ligesom dagen før. Heldigvis skulle de andre i bussen først afleveres ved deres hoteller, så inden vi nåede til vores hotel, var regnen holdt op.

Næseaber.

Tirsdag d. 19.3.2013.
Vi var tidligt oppe, da vi skulle med en bil ud til Bako nationalpark, hvor vi forhåbentlig fik set nogle næseaber, som Borneo jo også er kendt for. Vi blev sat af ved en lille fiskerlandsby, hvor vi fik en guide, der ville tage os med rundt i nationalparken. Vi startede med at sejle en times tid i en lille båd. Mangroveskove voksede langs bredderne, hvide ibis gik og søgte efter føde mellem træerne, og solen skinnede, varmt var det selvfølgelig også.
Straks efter at vi var kommet i land, mødte vi nogle vildsvin. Kort tid efter så vi de første næseaber oppe i et træ. Det var en hel familie, med en stor han med en lang hængenæse, flere hunner og unge hanner, og nogle unger. Ungerne har de først fire måneder brun/ sort pels, og får først derefter den rødlige farve. Lidt efter var der endnu et par stykker i et andet træ. Guiden fortalte, at de tidlig morgen kom ned til vandet for at spise, fordi de træer, som de kan lide bladene fra vokser dernede. Når det op ad formiddagen begynder at blive varmt, trækker de tilbage til junglen. De er vegetarer, spiser kun blade, ikke frugter. De har to maver, og sidder så midt på dagen et sted i et træ pg fordøjer.


Han næseabe, der har fået en lang næse.

Lidt senere så vi et par macaqueaber, de er mere frække og pågåede end næseaberne. Nu manglede vi kun at se den tredje abeart der i området. I mellemtiden fandt vores guide den grønne giftslange, viper, der lå rullet sammen på nogle grene i et træ.


Viperslangen sov tilsyneladende da vi kom, men guiden prikkede til den med en lang pind så hovedet kom frem, heldigvis blev den ikke sur over det.

Vi gik et stykke gennem mangroveskoven, og pludselig var den tredje abeart ved nogle vandpytter, hvor de drak vand. Det var de sortmaskede aber. Deres små ungers pels er helt orange, og først når de er 1/2 år skifter de til den sort/grå pels, som de voksne har. Det ser næste ud til at næseaberne og de sortmaskede aber har byttet unger.
Nu gik turen op gennem junglen ad en sti, hvor sandsten og trærødder fra tropetræerne bestemte, hvor det var muligt at sætte fødderne. Lianer hang fra trætopperne, og fugtigheden var høj, så efter nogen tid var vore bluser gennemblødte.
Efter en sidste klatretur ned ad en klippe, hvor trærødderne krøb i et sindrigt mønster ned ad klippen og gav støtte til både fødder og hænder endte vi ved en sandstrand. Her kunne vi i fred og ro spise de DimSum, som værten havde givet os med som frokostpakke, indtil en bådsmand råbte, at der var en abe oppe ved en klippe. Det var en næseabe med en unge, de havde travlt med at spise nogle blade, inden de igen forsvandt op i junglen.


Hun næseaben har ikke så stor næse, men halen er lang og flot.

Da vores båd kom, sejlede vi om forbi nogle store sandstensklipper ude i vandet. De var af vind og vejr formet til nogle fantastiske figurer, som f.eks. ansigter, sfinks, kobraslange og meget andet.
Da vi kom tilbage til landsbyen, gik vi sammen med guiden, en tur i den fiskerlandsby, hvor han havde boet som barn. Den lå på den anden side af floden. Husene her var bygget af træ og på pæle, fordi tidevandet hele tiden kom og gik. Imellem husene var der træbroer og der var selvfølgelig billøs.
Der trak sorte skyer sammen i horisonten, og sidst på dagen kom en forrygende troperegnbyge med torden, da vi sad på balkonen med en kop sen eftermiddagsthe. Godt at vi ikke var ude i junglen længere.
Dagen endte med at værten kom og inviterede os til middag inde i byen på en fiskerestaurant, sammen med to unge piger fra KPMG, som var på forretningsbesøg.

Varmt og fugtig..

Black face med unge


Cobra klippen


Guidens hus

Venlighed.

Mandag d. 18.3.2013.
Vi er fortsat enige om, at folk her er utrolig venlige. Her er nogle eksempler fra ferien:
1: I et shoppingcenter sad vi med en frisk juice, da det unge par ved siden af os spurgte, om vi var fra "Down Under", det var nok på grund af Niels' læderhat. Da vi havde snakket et stykke tid, tilbød han os begge en gratis body- og hovedmassage, når vi kom tilbage til Kuala Lumpur. Han arbejdede i en kæde af massageklinikker.
2: Da vi en dag kørte med bybanen i Kuala Lumpur, ville porten ved udgangen fra perronen ikke åbne sig for Grethe. En ung pige, der også var passager, viste Grethe, at der var markeret med rødt og grønt, hvilke porte, der kunne benyttes.
3: En da var vi inde i en lille butik for at købe nye kuffertlåse. Vi kunne ikke rigtig finde dem, og en venlig mand spurgte, hvad vi ledte efter. Da vi havde set lidt på låsene, kunne vi ikke se prisen, så igen spurgte vi den venlige mand om prisen. Først nu gik det op for os, at han ikke arbejdede i butikken, men var en almindelig kunde, der stod i kø ved kassen.
4: Da vi sad og spiste frokost på en cafe ude ved tvillingetårnene, havde vi nok kigget meget interesseret på det, som to unge piger ved nabobordet fik at spise. Den ene spurgte, om vi ville smage det, som hun havde på fadet. Det var nogle små stykker med noget indbagt grønsager.
5: Grethe havde tabt den ene næsepude på hendes briller. I en brilleforretning i Tanah Rata i Cameron Highland gik vi ind for at høre, om de havde en, der passede. Den unge mand fandt en ny, fik den sat i og sagde, at den ikke kostede noget.
Ih hvor er de flinke.

Det sydkinesiske Hav.

Søndag d. 17.3.2013.
Vi startede dagen ude i Den Kulturelle landsby ved Daimai, hvor vi startede med et show med danse fra forskellige stammer her på malayisk Borneo, især en ung mand var meget dygtig, han lignede en langbenede fugl, der hoppede rundt på scenen i søgen efter føde. Han og en anden kunne også puste pile med lange rør, som vi også prøvede oppe i bjergene. De skød balloner ned i stedet for fugle. På en meget underholdende måde fik han med mimik lokket en ung muslimsk pige op på scenen, og forklaret hende, stadig med mimen, at hun skulle skyde den sidste ballon ned.
Vi så de forskellige huse, hvoraf en del var langhuse, som jo har været og stadig bruges en del her på Borneo. I nogle af husene var der gang i vævning, perlebroderi, madlavning m.m. Langhusene var alle bygget på pæle, og flere er i flere etager, så de var ret høje. Når vi kører ude på landet, ser vi mange huse, der er bygget på pæle.


Melanau Langhus


Man skal holde tungen lige, når man går på de originale trapper.

I et hus prøvede en syvårig dreng med lidt hjælp til det engelske fra moderen, at fortælle os om en stor langhalet hanabe, der var "boss" som han sagde. Den kom hver dag fra junglen og besøgte dem, og den havde kun et øje.


Orang Ulu katte?
Det er stadig et mysterium, hvorfor de klipper halerne på deres katte, der er ikke nogen der vil tale om det??

Da vi havde set alle husene, gik vi hen ad stranden og lagde os i skyggen af en stortbladet høj busk med lyserøde blomster. Søndag i marts med sne i Danmark, her er der sol over det sydkinesiske hav, og bølger der langsomt ruller ind på en bred sandstrand, hvor der ligger en ensom kokosnød midt på stranden. Det kan vi godt finde ud af at nyde.

Markedsdag.

Lørdag d. 16.3.2013.
Vi vågnede til regn, der væltede ned fra en grå himmel, selv om vi havde aftalt med værten, at vi skulle på tur sammen. Men en times tid efter kom der opklaring og vi kørte afsted til et marked nede ved den indonesiske grænse. Skyerne hang endnu lavt mellem de fjerne blå bjerge. Der var en del smålandbrug langs vejen og ellers jungle, dog uden de meget høje træer, som vi havde set i bjergene.
Et sted kom vi forbi et svalehus. Det er et almindelig hus uden vinduer, men med en masse små huller, som svalerne kan flyve ind ad. Så bygger de reder inde i huset, og de lokale kommer og samler rederne sammen, så de kan sælge dem til tårnhøje priser til kineserne. De elsker nemlig svaleredesuppe.
Vi gjorde holdt et sted, hvor der langs vejen var en række boder med mange spændende grønsager og frugter. Vores vært fortalte om de mange fremmedartede frugter og grønsager, mange af dem havde vi ikke hørt om eller set før. F.eks. kunne man købe de kødædende blomster, som vi havde set oppe i junglen i bjergene. De lokale fyldte dem med brune ris og peanuts og kogte dem derefter. De fyldte også brune ris i lange bambusrør på 1/2 meters længde og kogte dem.


Efterhånden var der kommet blå himmel, og nede ved grænsen til Indonesien kom vi til et stor marked, hvor mange fra Indonesien kom over for at sælge deres varer. Det var mest tøj og tasker, men også mange andre ting. et sted var der behandling med igler. en ung mand gik rundt med en igle i tindingen, det var godt mod migræne. en anden sad med en fem seks igler på benet, han var blevet opereret i knæet, men var nu gået over til naturmetoden. Operationen var tilsyneladende ikke god nok.


Vores vært fortalte, at det var populært at smugle sarongs over grænsen fra Indonesion. De havde en bedre og blødere kvalitet, og blev ofte rullet stramt sammen og gemt i bambusrør, og på den måde fragtet over.
På hjemvejen gjorde vi holdt ved to huler. Den ene var lavet til buddhistisk helligdom, og den anden var lavet med lange mørke træbroer, hvor man kunne gå på nogle ikke alt for godt afmærkede ruter. Niels bemærkede at der kom stjerner på loftet når han blitzede med kameraet, det viste sig at være tusindvis af flagermus, der hang oppe mellem drypstene og kiggede ned på os.
Hotellets restaurant er tilsyneladende populær blandt de lokale, da der hver aften kommer mange gæster udefra. I aften var der en fransk troubadur, der underholdt på et meget specielt instrument, det var en salai, han fortalte, og at den var i familie med den indiske sarangi.

Location:Kuching,Malaysia

Flodsejllads.

Fredag d. 15.3.2013.
Idag ville vi på en lille flodsejllads. Vi startede med at se tre museer, et etnografisk museum, der trængte til en opgraderinger, et lille fiskemuseum med nogle store fisk, der gik i nogle små akvarier, og et kunstmuseum, hvor der var en særudstilling med en kinesisk kunstner, der havde lavet nogle traditionelle kinesiske billeder med mange forskellige dyr og planter. Det var en rigtig fin lille udstilling.
Fra muséerne gik vi ned til et stort indkøbscentrer med alle de kendte mærkevarer, her var der utrolig mange muslimske kvinder, der var meget pænt klædt på, mange i lang nederdel, overdel med lange ærmer og tørklæde. Det var ca. 33 grader idag, men i centeret var der selvfølgelig AC. Vi snakkede om, at de måske var taget på shopping, medens mændene var til fredagsbøn, for da vi kom om til den lyserøde moske, var der heftig trafik af biler, og mændene var ved at samle sig til fredagsbønnen.
Vi fortsatte langs det lille skibsværft ned til flodpromenaden. En mand med en af de små vandtaxaer tilbød at sejle os en tur op og ned ad floden i en time for en rimelig betaling. Så der hoppede vi ombord og sejlede i den friske brise, medens solen skinnende over Kuching.





Ved en lille cafe blev vi sat af og fik lidt frokost. Herfra gik vi ad den kinesiske gade, Carpenter Street, med alle de små forretninger. Vi var inde og se et meget flot dekoreret tempel med nogle fine gamle stenudskæringer, der lå flere små templer i området. der var ingen tvivl om, at vi var i det kinesiske kvarter. På en lokal lille kinesisk cafe fik vi noget meget speciel is, Ice Chendol, lavet af frossen vand, palmesukker og nogle grønne ormelignende gelestykker, det var dem, der hed Chendol, det smagte ret godt. Vi fik også en smagsprøve på brun risthe. Det var en sjov tur igennem den gamle kinesiske gade, hvor der selvfølgelig vrimlede med kinesere overalt.


Da mørket sænkede sig, viste den smalle, tiltagende måne sig flot på himmelen. Her nede, hvor Ækvator er lige om hjørnet, ligger månen ned som et smalt skibsskrog på nattehimlen.

Orangutanger.

Torsdag d. 14.3.2013.
Efter morgenmaden kørte vi på tur med værten og et tysk par og deres store datter. Vi skulle ud for at se Borneos mest berømte abe, orangutangen. Turen gik til Semenggok Orang Utan Santuary. Vejret var dejligt og efter en times kørsel var vi der. Centret tager sig af orangutanger, der er blevet skadet eller på anden vis har fået problemer, f.eks. er blevet stressede de steder i junglen, hvor der fældes store jungletræer. Her i centret får de pleje og omsorg og sættes igen ud, når de er klar til det. Det sker også, at centret får forældreløse unger, de forsøges adopteret af en af de andre mødre, der derefter kan oplære dem til livet i junglen. Centerets område er et stort jungleområde, hvor orangutangerne færdes frit, bl.a. så vi flere af deres reder højt oppe i træerne.


Det var fodringstid kl. 9.00 og de første to orangutangmødre med deres børn var allerede ved fodringspladsen. Det var meget spændende at se, hvorledes de høje træer svajede, og så, kom endnu en orangutang for at få morgenmad. Der blev også uddelt flasker med proteindrik til dem.
Pludselig sagde vildtbetjentene, at vi skulle gå tilbage og gøre plads, for den store han, Rithie, var på vej ned til fodringspladsen, det var hans vej. Det var et utroligt dyr. Den gik med langsomme seje bevægelser over mod platformen med mad, en gang imellem stoppede den og så sig omkring. Dens pels var meget lang og glinsede med en flot lys kastanjerød farve i morgensolen. Det kunne godt gyse lidt, for ville den pludselig fare på os alle. En vildbetjent sagde at den vejede 150 kg, var 31 år gammel og var den dominerende han i skoven, der var flere yngre hanner, men de fortrak, da denne han kom, så han var alene på fodringsplatformen.
Lidt senere sagde en af vildbetjentene, at vi var heldige, at vi så den, det var ikke hver dag, at den kom frem.


Vi fortsatte ind i junglen til en anden fodringsplatformen, her var flere mødre med små unger. Området har ialt 28 voksne orangutanger, heraf 9 hanner. De har desuden 6 unger og vi så de fem unger.


Vores vært sagde også, at vi havde en heldig morgen med alle dem, som vi så. Det var en meget fin morgentur og en stor oplevelse at se disse dyr i så naturlige omgivelser.
Vi fortsatte ind til byen, hvor vi startede med museumsbesøg om Sarawak. Nede ved floden, sejlede små både med påhængsmotor folk over floden. Vi gik langs floden og endte ved en lækker restaurant, hvor vi fik frokost, inden vi så det kinesiske tempel Tua Pek Kong, og det kinesiske museum, der lå lige ved siden af. Det var et meget fint lille museum med beskrivelse af kinesernes ankomst til Sarawak. I templet fortalte en ældre dame om en bombe, som nogle japanske flyvere smed under 2. Verdenskrig, så templet blev beskadiget, så hun var ikke så glad for japanere.

Mor barn hygge.


Se jeg kan gynge.


Du har drukket det hele mor...